fredag den 9. november 2012

Nye "drugs"

Ups, selvom jeg højt og helligt havde lovet Jakob at jeg IKKE ville købe flere stoffer, så faldt jeg i... Men altså, når nu den lækreste stofbutik (Malike og Rosa) ligger rundt om hjørnet og fem minutter på cykel, så kan man da ikke forlange, at jeg kan styre mig!

Jeg havde selvfølgelig lyst til at købe hele butikken!  Kan klart anbefale et besøg - stofferne er så meget lækrere, når man kan se og røre dem live! Jeg begrænsede mig til disse køb:

Fire gange jersey til bluser:








Fire gange bomuld til bukser, nederdele og kjoler:






Nu skal jeg så bare finde tid til at sy!

Psst som en anden afhængig har jeg selvfølgelig skjult mit stofindkøb - egentlig ret dumt for jeg har jo købt for mine egne penge ;-) 

onsdag den 7. november 2012

Frederik 15 måneder i dag

Helt utroligt og underligt at tænke på: Min lille dreng er slet ikke så lille mere. Han er ved at blive stor, han lærer hele tiden nye ting, og ja, det er stadigvæk spændende at følge, selvom det er barn nummer to ;-)

Og at tænke sig: Da Lærke var samme alder, var hun allerede storesøster... Faktisk blev hun storesøster, da hun var 14 måneder og tre uger, men who's counting?

Hvilket bringer mig frem til en tanke, jeg vender og drejer i disse dage: Skal vi virkelig "kun" have to børn? Jeg har altid tænkt at jeg da som minimum skulle have tre børn, jeg er jo selv nummer tre i flokken, det samme er Jakob. Tænk hvis vores forældre kun havde fået to børn, så var Jakob og jeg ikke kommet til verden, det samme med Lærke og Frederik - så skylder vi ikke universet og "det 3. barn" at give det en chance... Sjovt nok preller det argument fuldstændig af på Jakob. So what to do now?

Og hvornår vil det så i givet fald være det rigtige tidspunkt med et barn mere? For jeg synes jo, at der vil være en stor aldersforskel, hvis Frederik bliver tæt på tre år og Lærke fire år, før der kommer en lillesøster/bror - men det er vel "ulempen" ved at have pseudotvillinger ;-)

Måske jeg bare skal lade den ligge i et stykke tid og satse på, at det hele falder på plads af sig selv. Jeg har jo efterhånden erfaret, at de største ting her i livet sker, når jeg ikke tænker så meget over det hele.




torsdag den 1. november 2012

Den vintertid...

Frederik kan slet ikke omstille sig til den nye tid. Han plejer at være så nem at putte, og han plejer at sove fra 20-06.

Men plejer er i den grad borte! Siden vi stillede urene en time tilbage, har han sovet elendigt. Det tager en time at putte ham, og han sover først kl. 21 og vågner kl. 05... De to timer, han har cuttet af søvnen, mangler han i den grad i løbet af dagen, hvor han bare er træt, pjevset og ingenting vil.

Vintertid - who needs it?!

 

torsdag den 25. oktober 2012

Hvor er tidsmaskinen henne?

Jeg ved godt, at livet er for kort til fortrydelser. Men for pokker, hvor ville jeg dog ønske, at jeg kunne gå tilbage i tiden og gøre nogle ting om...

Jeg ved godt, at med butterfly effekten og alt det der så kan man ikke bare ændre på en ting - for hvis tingene ikke havde været, som de var, ville jeg ikke have fået det job, der gjorde, at jeg mødte Jakob, og så ville vi ikke have fået vores dejlige unger. Men altså, hvis vi lige ser bort fra det...

Here goes: Jeg ville ønske, at jeg havde taget en anden uddannelse. For jeg har simpelthen overhovedet ikke lyst til at arbejde med det, jeg er uddannet til. Som i: OVERHOVEDET IKKE LYST. Det er ret ufedt, for jeg er jo uden job og skal søge, ellers får jeg anden aktør og A-kassen på nakken. Men at skrive ansøgninger til job, som jeg OVERHOVEDET IKKE har LYST til, er så udmattende.

Og det fylder, gør det. For meget.

Pis.

Det værste er, at jeg godt ved, hvad jeg har lyst til. Men det kræver så lige en helt anden uddannelse. Hvilket er udelukket.

Så jeg er bare fastlåst. Og det er jeg ikke skabt til at være. Jeg bliver som et dyr fanget i en fælde og klar til at bide foden af for at få friheden igen.

Pis igen.


onsdag den 24. oktober 2012

Kigger på huse...

Jep, sidder igen igen og tjekker huse på nettet. Denne gang er det dog vist ikke kun for sjov... Forstår virkelig ikke hvorfor folk ikke har styr på det med billeder og plantegning, når de sætter deres hus til salg. Helt ærligt, jeg kan da ikke bruge mæglerens rosende ord til noget som helst.

BTW - husene ligger på (tada...) FYN! Ja ja, man har et standpunkt...! - eller til man ser, hvor billige husene i nærheden af Odense er ;-)

tirsdag den 18. september 2012

Endnu en ansøgning

til endnu et job, jeg ikke rigtig tænder på...

Gad vide om lysten til job nogensinde kommer retur?

Selvom jeg jo har masser af tid til bloggen som ledig, så sker der bare ikke så meget på den front!

Jeg ved ikke helt, hvad jeg vil med den. Da jeg oprettede den i sin tid, troede jeg, at jeg ville skrive en masse om mine børn, og hvordan det er at have pseudotvillinger.

Da jeg var gravid med Frederik, blev jeg jo hele tiden konfronteret med folks dumme spørgsmål og kommentarer:

Er det planlagt? Øh, hej dame i metroen, hvordan i alverden kan du tro, at det er i orden, at du spørger en fuldstændig fremmed person, om hendes graviditet er planlagt?!

Eller: Hvor er det synd for Lærke, at hun skal være storesøster, når hun ikke er ældre! Well, nu er vi bare onde forældre, som kun vil vores datter det værste. Derfor udsætter vi hende for dette enorme traume - gnæk gnæk gnæk, så lede er vi nemlig!

Men altså, virkeligheden viste sig at være en anden. Jeg havde ikke behov for at fortælle om livet som pseudomor, og jeg følte ikke, jeg skulle retfærdiggøre mit valg om at få to børn så tæt på hinanden.

Det gode ved at have fået børn med 14 måneder og 3 ugers mellemrum er nemlig, at jeg i over et år var så stinkende træt, at de dumme spørgsmål og kommentarer bare ikke rigtig trængte ind ;-)

Og så opdagede jeg også, at alenetid foran computeren i meget lang tid vitterlig var en by i Rusland! Så daglige indlæg - forget about it!

Og når jeg så endelig havde en lillebitte smule tid foran skærmen alligevel, så ville jeg da meget hellere bruge den på bare at være Anette. Ikke mor til to.

Så jeg har ikke fået brugt bloggen til indlæg om ungerne. Men med bloggen har jeg fået kendskab til en fantastisk verden af bloggere. Så helt spildt har det da ikke været.

Jeg ved ikke, om bloggen nu skal blive en "mor til to som ikke har arbejdet i tre år forsøger at finde interessant job, som hænger sammen med livet som mor til to..."-blog. Måske det også bliver for kedeligt, for hvis der en ting, jeg har lært af IKKE at have et arbejde de sidste tre år, så er det, at livet går videre.

De mennesker, der elsker mig, elsker mig, fordi jeg er den, jeg er. Ikke fordi jeg har en fancy titel eller tjener gode penge (jeg savner dog pengene en smule...) Mit job er ikke min identitet. Og at være mor er heller ikke min identitet.

Så måske bloggen bare skal være (blive ved med at være) et sammensurium - fordi det er sådan, jeg er?

fredag den 24. august 2012

S.A.B.O.T.A.G.E....!

Selvfølgelig skulle der være feberramte børn, når nu kæreste Jakob var draget udenlands og jeg endelig endelig skulle have lidt kreatid :-/ Selvom begge unger sover nu, og jeg i teorien godt kunne kaste mig over syningen, så er jeg simpelthen helt og aldeles smadret. Så syningen ville næppe  resultere i noget fornuftigt...

Måske jeg bare skal gå i seng? Klokken er jo også næsten 20.00 på en fredag aften, det er da et passende tidspunkt at gå til køjs på!

Æv og øv altså! Not fair!! 

mandag den 20. august 2012

Shh...

Jeg ved godt, at jeg ikke bør skrive det her (for det kommer helt sikkert tilbage som en boomerang og slår mig ud!) Men lige nu, i dette øjeblik, glæder jeg mig faktisk lidt til, at kæreste Jakob om nogle dage drager til Stockholm på forretningsrejse. For selvom det bliver benhårdt at stå helt alene med ungerne, så GLÆDER jeg mig til at få lidt alenetid AKA krea tid. Tid til at sidde foran vognparken om aftenen og få syet lidt!

For helt ærligt: jeg købte den nye symaskine og den nye overlocker, inden Lærke blev født, og hun fyldte altså to i maj. Og jeg er stadigvæk ikke blevet fortrolig med de maskiner. Det er da for ringe!?! Og ja, undskyldninger/forklaringer er der nok af: to børn og en flytning... Men jeg har dælme også været for dårlig til at prioritere den krea tid for mig selv - for sjovt nok kommer der bare aldrig en pause i de huslige pligter. Så jeg skal - skal - skal blive bedre til selv at finde/tage den tid! Og det er så det, jeg gør nu :-)

Jeg har derfor (langt om meget længe) fået mit syhjørne på plads i soveværelset, jeg har tegnet mønstre til bukser og bluser, og i morgen klipper jeg i stor stil :-)   Det er især Frederik, der mangler tøj. Så jeg lægger ud med de nemme bukser og kaster mig over bluserne, når jeg har fået lidt føling med syningen igen.

Jeg håber, at det er lidt som at cykle... At man aldrig helt glemmer det, når man først har lært det!

Kryds lige fingre for at jeg IKKE falder i søvn sammen med ungerne. Det ku' ligne mig ;-)

fredag den 10. august 2012

what goes around...

comes around. There IS a God. Karma IS a bitch. Og så videre. Jeg ved godt, at jeg burde være et bedre menneske, der ikke finder glæde ved andres undergang. Men altså, her er tale om person, som i den grad har behandlet mig dårligt. Og nu har jeg så lige opdaget, at han har fået som fortjent. Tsk tsk tsk. Når nu jeg selv ikke fik hævn (fordi jeg var slået til tælling), så er det rart at vide, at andre fik afsløret ham og fik ram på ham. Ahhhh, nu kan jeg sove godt!

torsdag den 2. august 2012

Så gå dog i seng!

Så skete det igen: Jeg sidder her i sofaen, den bærbare på benene og Criminal Minds på tv. Og 1-2-3 klokken passerer midnat.... DUMT og hamrende UANSVARLIGT! For jeg ved jo godt, at jeg bliver vækket meget tidligt af to unger og en kæreste. Hvorfor er det lige, at jeg er den eneste natteravn i familien Hansen/Larsen?!

Men ak, selvom jeg i morgen tidlig (eller senere i dag...) vil hade mig selv, når jeg skal forlade min elskede dyne, før jeg føler mig klar (bliver man egentlig nogensinde det?), så får det mig ikke til at gå til køjs i fornuftig tid. For jeg elsker elsker ELSKER bare at have lidt tid for mig selv, hvor jeg kan tjekke mails (det når jeg ellers aldrig), kigge på stof (det har jeg ellers rigeligt af) og tænke lidt tanker (uden at blive afbrudt hver femte sekund).



fredag den 6. juli 2012

Jeg drømmer om ferie...

Uden børn og uden kæreste - må man godt det? Da vi skulle hente børnene i søndags, sad jeg i bilen og tænkte: "Jeg har overhovedet ikke savnet dem". Altså: OVERHOVEDET ikke savnet dem. For min skyld kunne de være blevet en nat mere hos mormor og morfar. Selvfølgelig var det skønt at se dem igen, Frederik lyste helt op, da han så mig, hvilket fik moderhjertet til at smelte. Lærke var selvfølgelig sur og lagde ud med at slå mig. Senere måtte jeg dog kysse og kramme hende vildt meget, noget hun ellers er begyndt at sige nej til.

Men altså, et døgn uden børn har givet mig blod på tanden. Mere vil som bekendt have mere. Jeg nåede lige at finde lidt ind til hende Anette, som kun skal tænke på, hvad hun selv har lyst til at lave. Og jeg kan konstatere, at jeg savner hende.

Så nu tænker jeg bare: Der må da kunne blive plads til en friweekend til mig. Bare sådan en lille smuttur til London, hvor jeg skal shoppe, drikke kaffe og gense alle mine gamle favoritsteder. Jeg har ikke været i London siden 2009, og det var sammen med Jakob, så det gælder ikke. Han var ikke begejstret for byen og sammenlignede den hele tiden med Paris, som vi havde besøgt nogle måneder tidligere. Så jeg savner en Londontur enten alene eller sammen med en anden "London lover" som mig.

Foran mig har jeg tre ugers ferie med kæreste og børn... Det skal nok blive hyggeligt, hvis vi husker det! Jeg er bange for, at det ender som sidste år. En sommerferie med praktiske gøremål i lejlighed og en kæreste, der skal se alle etaper af touren :-/ I år tilsat regnvejr og børn, der bliver skøre i hovedet, fordi vi hele tiden er i lejligheden. Vi skal bare i den grad huske at komme ud og lave et eller andet...

lørdag den 30. juni 2012

Så er ungerne afleveret!

For første gang nogensinde skal de passes med overnatning hos mormor og morfar. Jeg burde nok være lidt ked af det og bekymret, men hånden på hjertet så er jeg for træt til at føle eller tænke noget som helst!

Så friweekenden skal bruges på at lave så lidt som muligt og indhente noget much needed søvn!

Ps Skal jeg være ærlig, er jeg kun rolig, fordi jeg ved, at de har det godt hos mormor og morfar. Skulle de passes af farmor og farfar ville jeg ikke have et roligt øjeblik... 

fredag den 4. maj 2012

Neglelak for dummies

Jep, endelig har jeg fundet en neglelak, jeg kan finde ud af... Jeg ved ikke, om jeg er særligt motorisk udfordret, men det der med at lægge en pæn lak, det er bare ikke mig. Måske jeg ikke har tålmodigheden - I don't know! Jeg har ellers altid bøvlet med hele svineriet: underlak, to gange farvet lak og til sidst top coat - men resultatet har bare slet slet ikke stået mål med indsatsen. MEN det er fortid nu. For (indsæt fanfare og jubelscener) jeg har endelig fundet en lak til mig og mit temperament.

En glimmerlak fra OPI eller O.P.I for at være mere korrekt. Det gode ved denne lak er, at det IKKE er meningen, at glimmeret skal være jævnt fordelt. Så selv jeg kan lægge det pænt! Ved ikke, hvor længe den holder, så kan ikke sige noget positivt om den del endnu, men det tog mig ca 30 sek at nå hele vejen rundt på ti negle, og som mor til to under to (har tænkt mig at sige det rigtig meget den næste uge - mens tid er!) er det bestemt et PLUS, at den lægges i en ruf. Jeg kan nok ikke undgå en omgang top coat - for kender jeg mig selv ret, vil jeg komme til at pille i glimmeret...

Lakken kostede 125 kr. og er et led i min større "jeg skal bruge en solid del af min efterlønsopsparing på at shoppe til mig selv"-plan. Efter næsten tre år med vente- og ammetøj trænger jeg og min garderobe til en update. Så i den næste tid vil jeg vise indkøbene frem her - men sshhh sig det ikke til nogen, for jeg ved jo godt, at jeg burde være meget mere voksen og ansvarlig og sætte opsparingen ind på min pensionsopsparing, men GODDAMMIT det føles så godt at svinge dankortet på ting, tøj og sko til mig selv!

... og et lille host her til sidst, jeg ved godt, at jeg ikke lige har fået skrevet de indlæg, jeg havde planer om. Men mit liv de sidste par måneder har været præget af lettere uro (!) - og nu hvor jeg er kommet igennem, kan jeg se, hvorfor jeg skulle igennem det, og hvad det var jeg skulle lære... Når jeg har samlet mod til mig, skriver jeg om det:-)

torsdag den 22. marts 2012

Træt men glad

Bare et kort indlæg inden jeg falder helt i søvn. Har haft den bedste dag i lang tid, kan slet ikke få armene ned :-D Så fedt at opleve hvad mange kan udrette sammen: NU er butikken endelig åben og kunderne har taget godt imod os. Selvom jeg er træt, og det har været nogle meget lange dage (2 uger med sygdom har heller ikke hjulpet!) så har det været så fedt at komme i gang med at lave noget, der minder om arbejde.

I over to år har jeg haft en anstrengt forhold til tanken om at skulle arbejde igen. Arbejdsglæden har været fuldstændig væk, og jeg har gruet for den dag, hvor min barsel sluttede. Nu er jeg ikke helt så modvillig mere. Jeg vil selvfølgelig savne at være herhjemme med min lille Frønse (Frederiks kælenavn som kæresten fandt på for sjovt men som er blevet hængende...) Men jeg tror på, at det hele nok skal gå. Og jeg tror, at jeg bedre vil kunne nyde den sidste tid på barsel, fordi jeg slipper for at tænke "åh nej hvad nu".

Har forresten lovet mig selv, at jeg bruger weekenden på at få styr på mit stof, og mandagen er sat af til syprojekter. Så næste indlæg skulle gerne være af kreativ karakter :-)

fredag den 16. marts 2012

Endnu en uge med sygdom

Denne gang er det de voksne, der er ramt. Jeg havde ellers lige tænkt, at det snart var forår og dermed fortid med forkølelse. Yeah right!

Har dog på ingen tid til at være syg. For i næste uge åbner butikken, og jeg har travlt med at lave postkort, skilte til facaden og vagtplan. Mangler stadigvæk at få styr på oplæringen af alle de frivillige. Men nu holder jeg altså fri for i dag. Tror jeg nok...

I aften skal jeg bruge noget tid på at lære min nye bærbar at kende. Elsker bare en helt ren pc uden rod og filer, der skulle have været slettet. Tvivler dog på at jeg denne gang får skabt et mappesystem, der også holder efter nogle måneder.

Hvad ellers? Nå, ja jeg har selvfølgelig også været forbi Stof 2000 og købe mere stof (surprise...) Faldt over det mest fantastiske fløjl, bredriflet og i smuk lilla - glæder mig til at sy en retrojakke til Lærke. Har besluttet mig for at plotte sytid ind i kalenderen, for ellers når jeg det aldrig!

lørdag den 10. marts 2012

Øv for en uge

Begge børn har været syge og er det stadigvæk. Feber, snot, hoste, gråd og opkast i en uendelighed. Kæresten har arbejdet over hver eneste dag, og jeg er nu fuldstændig færdig - som i fuldstændig færdig. Har derfor i dag kapituleret og ringet SOS til min mor. Så i morgen formiddag arriverer mor/mormor og redder os alle. Og jeg ved bare, at hun medbringer hjemmebag og peace of mind. Eller lise for sjælen, hvis nu jeg skal holde mig til det danske. Gad vide om jeg nogensinde bliver for gammel til lidt omsorg fra min mor? Jeg håber det ikke.

lørdag den 3. marts 2012

Pakkeposten kom forbi i dag

Med stoffet fra Malika og Rosa - selv indpakningen er lækker: 





 sådan ser +1000 kr. stoffer altså ud: 





 Tre slags jersey til kjole og bluse/body:





Fire rib. Farverne ser ret fesne ud her, især den gule og den orange:





Fire rib. I meget lækker og superblød kvalitet. De kostede 115 kr. pr. meter - de andre fra før 69,- Jeg tror, at jeg vil bruge disse på bukser, bluser og kjoler, hvor der skal være en bred rib, fx en linning. De billigere er nok bedre til smal kant i fx halsudskæringen:





Tre slags hjerter, bomuld :





Tre med prikker, et med blomster og et med æbler, bomuld: 





 Svampe og biler, bomuld:




Så nu skal jeg bare finde tiden...

torsdag den 1. marts 2012

Føler mig meget uansvarlig lige nu

Klokken er snart midnat, og jeg burde været gået i seng for længst. Ved jo godt, at Lærke vækker mig ved sekstiden. Men jeg ofrer altså gerne lidt nattesøvn for at få alenetid for skærmen. Det kan så være ret farligt. For mit dankort i hvert fald. Kom lige til at købe stof for over 1000 kr på Malika & Rosa.

Hvilket jo også er meget uansvarligt, for jeg HAR jo masser af stof i forvejen. OG jeg får/har jo alligevel aldrig tid til at sy. Host host der var vist også noget med en elefanthue til Lærke, som har været undervejs siden november... Problemet er, at jeg lige nu ikke føler for en kedelig hue, som signalerer vinter og deprigråvejr. Nope, jeg vil sy lækkert let forårstøj i funky glade farver.

Har nemlig besluttet mig for at se stort på Jakobs holdning til 70'er inspireret børnetøj "det er noget grimt hippiepis" (sådan går det, når man finder sammen med et barn af firserne...) Så nu har den fået alt, hvad den kan trække af brune, orange og gule farver. Har blandt andet bestilt disse stoffer:

find det her


find det her

find det her


Det var så kun et lille udpluk af de mange meget 70'er agtige stoffer, som bringer mig tilbage til barndommen! Og til sidst sneg der sig lige et par biler til Frederik ned i varekurven:-)

find det her

tirsdag den 28. februar 2012

Glæder mig så meget

I dag har bare været store mødedag. Og i dag blev det besluttet, at vi åbner butikken den 17. marts. Så nu skal ærmerne smøges op, men nøj hvor jeg glæder mig :-D Skønne mennesker med skøn energi giver mig lyse tanker for den fremtid, der lurer efter barslen.

Ville egentlig ikke sige så meget med det her indlæg, bare være lidt mere positiv end sidste gang. Eller det, jeg vil sige, er: Der er forår i luften og jeg glæder mig til tiden, der kommer!


mandag den 27. februar 2012

Er ramt igen

af den satans skriveblokering :-( Argh, jeg bliver sindsyg!!! Har nu i flere dage kæmpet med en tekst, og jeg kan bare ikke få ordene ud. Same old, same old. Jeg skriver lidt og sletter mere. For hvert ord jeg når at skrive, har jeg forkastet 10.

Uanset hvad jeg skriver, synes jeg, 1) det lyder dumt, 2) det er fyldt med klicher, 3) det er helt forkert i forhold til målgruppen. Nu skriver jeg så her i stedet, for tanken med bloggen var jo også, at jeg skulle bruge den til at få hul på skriveriet igen. Jeg synes godt nok, at vejen tilbage til tidligere tiders skrivelyst og -evne føles umanerlig lang lige nu.

Det ironiske er jo, at jeg så let som ingenting kan hjælpe andre med deres tekster, deres blokeringer. Jeg har sågar undervist i det?!! Når det gælder andre, kan jeg ryste gode skriveråd ud af ærmet, men hvad hjælper det, når min egen hjerne bare går i delete mode...

Nå, tror bare, jeg vil skrive derudaf på teksten og så redigere i morgen. Det hjælper jo som regel og som bekendt at sove på tingene, teksterne eller ordene.

I mangel af billeder kommer der her et fra London, fordi jeg savner min by. Savner at gå en tur på broen (Tower Bridge - se baggrunden af billedet) en sen aftenstund og tænke over tilværelsen. Jeg kan slet ikke forstå, at det snart er 12 år siden, jeg flyttede hjem til Danmark/København. Og som altid, når foråret og min fødselsdag nærmer sig, tænker jeg dette: Gad vide, hvordan mit liv var blevet, hvis jeg var blevet i London?

Vores tur til London aug/sep 2009 (jeg har lige opdaget, jeg er gravid - derfor de store smil på hele turen)


Men egentlig er jeg jo glad for mit liv nu, for jeg har verdens dejligste Jakob, og sammen har vi verdens dejligste Lærke og verdens dejligste Frederik. 


søndag den 26. februar 2012

Et sæk med alverdens genbrugsguld

I går var jeg hjemme hos mine forældre i provinsen og gik på opdagelse i de tre lokale genbrugsbutikker. God ide :-D Fandt simpelthen så meget guld - så nu skal jeg i gang med at sy 70'er inspireret tøj til ungerne. Og måske også lidt patchwork - hvis jeg tør.
Har ikke prøvet kræfter med patchwork siden gymnasiet for snart tyve år siden.  Dengang blev det til en lang nederdel, som jeg vist kun havde på et par gange...

I morgen finder jeg kameraet frem og får taget nogle billeder af fundene. Fra nu af kan jeg da ikke tage til provinsen uden at lægge vejen forbi genbrugserne.

fredag den 24. februar 2012

En fredag aften foran skærmen

Ikke fjernsynet, for kæreste ville se film, så ingen X factor til mig :-/ Men så er det jo skønt, at jeg har opdaget blogland og derigennem pinterest og etsy. Altid super inspirerende at følge!

Faldt blandt andet over denne her tutorial, som ser fantastisk ud. Jeg er jo selv en novice til det med at hækle, mangler vist stadigvæk at lægge et billede op af min mutant rangle host host... Men trods novicestatus har de bratte farveskift ved striber altså allerede irriteret mig. Så jeg glæder mig til at afprøve metoden her.




Mere hækleri, på etsy har jeg fundet en opskrift på Star Wars figurerne.

Star Wars Mini


Det er da for sejt og sjovt. Dem skal Frederik have (hvis jeg går i gang nu, kan det være, de er færdige, når han bliver gammel nok til at lege med dem)


Efter lidt surfen på nettet har jeg også fundet nogle sider med gratis mønstre til kreaprojekter - freequiltpatterns og freebiesforcrafters. Jeg elsker, når folk har lyst og storsind til at dele deres guld :-) Problemet er bare, at jeg så får endnu flere punkter på mit to do liste, fx denne elefant.



I dag nåede jeg lige præcis at sy fire sømme på Lærkes elefanthue. Stoffet blev altså klippet i november, så det har lidt lange udsigter! Håber virkelig, at Frederik snart bliver glad for at sove lange lure eller i det mindste kan underholde sig selv lidt...  Jeg vil have mere tid!



torsdag den 23. februar 2012

Hvad jeg ville redde i tilfælde af brand...

Lærkes putteklud?! Seriøst!

Blev vækket af min formiddagslur, da politi og brandvæsen stod på trappen. Røgudvikling og muligvis brand i en lejlighed længere oppe. Der står jeg så, omtumlet og træt med Frederik på armen, og forsøger at tænke på at pakke en taske. Kan selvfølgelig ikke finde noget som helst. Hvorfor ligger pung, nøgler og telefon ikke på en fast plads? Og hvorfor er pusletasken ikke pakket? Aaaarrrggghhh, får stress på. På vejen ud når jeg lige at tænke, at jeg da skal finde Lærkes putteklud, for hun elsker den klud så højt. Helt ærligt, mon ikke hun hellere vil have sin mor og bror i god behold?

Nå, men det viser sig bare at være røgudvikling og ingen brand, phew. Så vi kan blive i lejligheden. Med adrenalinen pumpende sætter jeg mig i sofaen med en velfortjent kop kaffe og tænker lidt over det hele. Hvad der egentlig har værdi for mig. Og sandheden er jo, at man kan tage alt materielt fra mig, det kan jeg sagtens undvære. Men min familien, dén skal man holde nallerne fra!


tirsdag den 21. februar 2012

Den havde jeg ikke lige set komme...

Men jeg er åbenbart blevet kendt i lokalområdet for at være hende med de små unger?! Og jeg er så også blevet hende, der bliver stoppet på gaden af gravide, der venter barn nr. 2 tæt på barn nr. 1. Måske jeg går rundt og ligner et orakel??? Synes ellers selv at jeg altid ser lettere disTRÆT ud.

Samtalen begynder som regel med, at de vil vide, hvor vi har købt vores vogn til ungerne. Den er temmelig smart, og vi ledte selv længe efter den. Og så fortæller jeg lidt om vognen og vupti lige pludselig bliver jeg spurgt om, hvordan jeg gør, når jeg ammer den lille, og den store har brug for mig? Og om jeg føler, jeg svigter den store? Jeg svarer selvfølgelig så ærligt, som jeg kan. Selvom det føles meget underligt at tale med en helt fremmede om den slags. Jeg prøver at tænke, at hun jo kunne være en veninde eller en i mødregruppen, så føles det ikke helt så grænseoverskridende.

For jeg kan godt huske, hvordan det var at være gravid anden gang, og hvor udfordrende det var at holde fast i glæden, når de negative kommentarer føg om ørerne på mig. Det udtryk af lettelse de gravide får, når jeg fortæller om, hvor godt det hele er gået, er så dejligt at se. Hvor ville jeg dog ønske, at dumme folk ville droppe deres mavesure spydigheder og bare glæde sig på den gravides vegne. Det er da for tarveligt at stjæle de gravides solskin - hmm vi burde altså have det udtryk på dansk!

Det var alt for nu - oraklet har talt ;-)


Smider lige et billede ind af vores fancysmancy vogn

ABC Design Zoom




Den er supernem at køre med, er ret kompakt og har svingbare forhjul. Den kan foldes sammen og være i bilen (kræver dog nok en stationcar...) Man kan nemt skifte mellem lift og klapvognssæde. Det eneste dårlige er regnslaget, der hører til. Det er for let og blæser af - ikke rart at få det slasket i hovedet :-( så det kræver en hjemmebrygget løsning med klemmer at få det til at sidde nogenlunde fast ØV :-( Der er stor forskel på prisen, så undersøg det nøje. Vi sparede 2000 kr. ved at købe i fysisk butik. Så nettet er ikke altid billigere. 

tirsdag den 14. februar 2012

For 21 måneder siden blev jeg mor

Jeg forstår simpelthen ikke, hvor den tid er blevet af? Ved godt, at alle forældre siger den slags. Men helt ærligt, det var jo lige for lidt siden, at hun lå,  helt ny og fin , i mine arme, og jeg slet ikke kunne få nok af at dufte til hende. Og nu ligger hun der i sin seng på sit eget værelse og er blevet en stor pige, der kan sige ord, især nej... Jeg forstår det ikke?

Og Frederik er allerede blevet seks måneder, om ikke så lang tid begynder han at kravle og langsomt gå omkring. Åh, jeg ville så gerne kunne stoppe tiden lige nu, for mit liv er så dejligt. Er næsten bange for at spolere det ved at trække vejret eller blinke, for hvad nu hvis det forsvinder? Føler mig svimlende lykkelig og beruset af kærlighed. Livet er skønt, så simpelt er det. Jeg forstår ikke, hvordan folk kan sige, at de er færdige med at få børn efter to stykker. Jeg synes da kun lige, vi er begyndt...

torsdag den 9. februar 2012

Så har jeg igen brugt en aften i blogland

Jeg nåede denne gang forbi Xoeinding, hvor jeg fik set en body, hun har syet. Med sin coverlock - nåede lige at tænke, sådan en må jeg da også have. Og så gik der tid med at surfe nettet for coverlocks og tid med at ærgre mig over, at jeg ikke købte en overlock med den funktion...

Men det går jo ikke. Købt er købt, og jeg må vist hellere bruge mine sparepenge på en ny bærbar... Heldigvis blev der linket til en FruTurkis, hvor jeg fandt en DIY til at sy heldragt - UDEN coverlock!  Phew så kan jeg godt klare mig (lidt endnu) med bare en symaskine og en overlock.

Og til sidst, på min tur rundt i blogland, nåede jeg hinsidans til denne blog, hvor jeg meldte mig til en giveaway.
Jeg ved så ikke, om jeg lige har overtrådt nogle uskrevne bloglandsregler (at man holder sig til sit eget land?) Men måske jeg kan redde den i land ved at sige, at min farmor er svensker? Der er i hvert fald nogle lækre ting på bloggen, og jeg ville ønske, at kæresten min var lidt mere large i forhold til, hvad jeg må iklæde ungerne.


onsdag den 8. februar 2012

Så har jeg bestilt mit første retrostof :-)

Hos Den retro husmoder. Nøj, hvor jeg glæder mig til at få fingre i det... Så skal jeg bare finde tiden til at få syet lidt. Hvor jeg dog glæder mig til, vi kommer på plads i lejligheden, så jeg kan få indrettet et fast syhjørne. Det der med hele tiden at skulle stille maskinerne frem og tilbage, det gør, at jeg ikke når noget. Især lige for tiden, hvor Frederik åbenbart synes, han er blevet for stor til at sove lur - skumleskumle.

Min drøm er at få noget i retningen af det her: 
fra lillehottentott.blogspot.com


Men kæresten nægter jo, at jeg får plads i stuen, så må finde på noget i soveværelset. Måske noget i denne retning:
fra Pinterest/flickr
Det kan jeg vist fint få plads til... 


tirsdag den 7. februar 2012

Pakkepost i dag - juhuu

Har fået pakken fra Minimega :-) Og har slet ikke haft tid til at kigge på den før nu. Hold op, hvor er det lækkert! Er så glad for, at jeg nåede at bestille noget, mens tid var. Og har helt klart lært lektien: Jeg skal ikke gå rundt om den varme grød i evigheder. For lige pludselig er det for sent, og så har jeg misset en god deal på grund af smøl, ubeslutsomhed og en overfornuftig omgang med visakortet!

Jeg ville ønske, jeg kunne tage nogle billeder, mens belysning er elendig på det her tidspunkt. Gå ind på hjemmesiden og se de fine ting der :-)

Jeg har allerede taget den ene notesblok i brug - i den skal jeg nedfælde tanker, ideer og opgaver i forbindelse med mit nye "job" som daglig leder af en genbrugsbutik med børnetøj. Det lyder så fornemt, i virkeligheden er jeg vel bare hende blæksprutten, der koordinerer. Som jeg jo plejer at være :-) Mere om det senere...

fredag den 3. februar 2012

Atjuuu

Så blev de bedste intentioner om at få gang i bloggen totalt ødelagt i denne uge. Feber, snot og hoste har plaget hele familien :-( Åh, det er ikke sjovt at have feber OG skulle tage sig af syge børn, som selvfølgelig kun vil være hos deres mor. Øv, nogle gange er det nitten at være favoritten...

Til næste efterår rejser vi væk. Færdig slut med efterår og vinter i Danmark, her er for koldt og for meget "vuggestuepest"! Måske vi bare skal tage orlov på en sydhavsø :-)


lørdag den 14. januar 2012

Hvor stor husmor er man lige...

Når man elsker sit nye spisebord? Jep, vi har i dag købt nyt spisebord - wuhuuu. Ikke noget fancy, bare et fra Ikea som tusindvis af andre også har.
Norden spisebord, Ikea

Men jeg er så glad for det, for jeg har ønsket mig det i lang tid. Lige siden vi fik den nye lejlighed og pludselig fik køkkenalrum, har jeg drømt om at få et nyt bord.

Vores gamle bord var virkelig ikke pænt - nogle gange er der bestemt en god grund til, at møbler bliver stillet ned til storskrald! Ikke alene var det grimt, jeg sad også dårligt ved det. Bevares, med en masse arbejde og maling kunne vi måske have forbedret det, men let´s face it: Med to små unger er fritiden ret sparsom, og den vil jeg hellere bruge på symaskinen end slibemaskinen (eller hvad den nu hedder)

Så vi skulle have nyt bord og i stedet for julegaver ønskede vi os penge til bord og stole. Men hvilket bord? Her var vi uenige, jeg ville have Norden bordet, og kæreste Jakob var lodret uenig. Det var da slet ikke solidt og holdbart nok. Så vi har kigget og kigget og kigget på alverdens andre borde. Men i dag gav han mig så endelig ret i, at det ER det bedste bord, vi kan finde her og nu - til prisen og til livet med børn, der vil smadre gaflen ned i bordet, når de lærer at spise selv.

Jeg synes, at et spisebord - som alle andre møbler - er til for at blive brugt. Jeg vil have, at børnene kan tegne og male uden at få et "pas nu på, det sviner" eller "nu ridser du bordet" eller hvad ved jeg. Og det ville vi nok komme til at tænke og sige, hvis vi havde brugt en mindre formue på det. Derfor har vi købt et billigt bord, som vi uden de store kvaler og skrupler kan stille til storskrald om nogle år, hvis det er blevet helt smadret.

Jeg kan allerede nu glæde mig til at få bordet indviet. At jeg kan stille symaskinen frem og nyde, at jeg kan sidde i timevis (hvis jeg da får lov!) uden at få ondt :-)  Heldigvis vokser Frederik med en fuldstændig sindsyg fart, så han mangler faktisk tøj, hvilket jo giver mig en pokkers god undskyldning for at få krea tid i morgen.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...