For snart fire år siden besluttede vi os for at vi SKULLE videre til noget andet og derfor gjorde vi INTET ved vores lejlighed. Hvorfor dog bruge tid på at male færdigt når vi alligevel skal flytte lige om lidt?!
Well, "lige om lidt" blev til år og nu er det desværre blevet til "kommer ikke til at ske". Hvilket har været helt ustyrligt hårdt for mig at acceptere... Bare tanken kan stadigvæk få mig til at miste pusten. For det føles som at få en ordentlig knytnæve lige i solar plexus. Jeg er virkelig ikke glad for at bo hvor vi bor.
Ingen forstår det. For vi har da en fin lejlighed. Og stor er den også, nå ja, vi mangler godt nok et børneværelse men ellers er den da fin.
Men jeg er ikke glad her. Jeg trænger til ro og har fået nok af at have folk over og under mig døgnet rundt. Når jeg er i lejligheden er jeg konstant på vagt og jeg er über-bevidst om hvor meget vi larmer, hvor meget børnene slås og hvor meget jeg råber. Hele tiden hvor meget og hvor lidt eller hvordan vi gør et eller andet. Det er så anstrengende at føle sig overvåget i eget hjem. Derfor har jeg i dén grad set frem til at lægge livet her i lejligheden bag mig.
Men det kommer ikke til at ske, for vi kan bare ikke få økonomien til at hænge sammen. Enten skal vi flytte så langt væk fra byen at Jakob ikke kommer til at se børnene til hverdag. Eller vi skal flytte i et hus som er mindre end lejligheden (dvs. et haveforeningshus) Skal økonomien være bedre, skal jeg tjene flere penge = arbejde flere timer = færre timer sammen med børnene i hverdagen.
Så nu kæmper jeg hver dag med at finde glæden ved at bo i en
