til endnu et job, jeg ikke rigtig tænder på...
Gad vide om lysten til job nogensinde kommer retur?
Selvom jeg jo har masser af tid til bloggen som ledig, så sker der bare ikke så meget på den front!
Jeg ved ikke helt, hvad jeg vil med den. Da jeg oprettede den i sin tid, troede jeg, at jeg ville skrive en masse om mine børn, og hvordan det er at have pseudotvillinger.
Da jeg var gravid med Frederik, blev jeg jo hele tiden konfronteret med folks dumme spørgsmål og kommentarer:
Er det planlagt? Øh, hej dame i metroen, hvordan i alverden kan du tro, at det er i orden, at du spørger en fuldstændig fremmed person, om hendes graviditet er planlagt?!
Eller: Hvor er det synd for Lærke, at hun skal være storesøster, når hun ikke er ældre! Well, nu er vi bare onde forældre, som kun vil vores datter det værste. Derfor udsætter vi hende for dette enorme traume - gnæk gnæk gnæk, så lede er vi nemlig!
Men altså, virkeligheden viste sig at være en anden. Jeg havde ikke behov for at fortælle om livet som pseudomor, og jeg følte ikke, jeg skulle retfærdiggøre mit valg om at få to børn så tæt på hinanden.
Det gode ved at have fået børn med 14 måneder og 3 ugers mellemrum er nemlig, at jeg i over et år var så stinkende træt, at de dumme spørgsmål og kommentarer bare ikke rigtig trængte ind ;-)
Og så opdagede jeg også, at alenetid foran computeren i meget lang tid vitterlig var en by i Rusland! Så daglige indlæg - forget about it!
Og når jeg så endelig havde en lillebitte smule tid foran skærmen alligevel, så ville jeg da meget hellere bruge den på bare at være Anette. Ikke mor til to.
Så jeg har ikke fået brugt bloggen til indlæg om ungerne. Men med bloggen har jeg fået kendskab til en fantastisk verden af bloggere. Så helt spildt har det da ikke været.
Jeg ved ikke, om bloggen nu skal blive en "mor til to som ikke har arbejdet i tre år forsøger at finde interessant job, som hænger sammen med livet som mor til to..."-blog. Måske det også bliver for kedeligt, for hvis der en ting, jeg har lært af IKKE at have et arbejde de sidste tre år, så er det, at livet går videre.
De mennesker, der elsker mig, elsker mig, fordi jeg er den, jeg er. Ikke fordi jeg har en fancy titel eller tjener gode penge (jeg savner dog pengene en smule...) Mit job er ikke min identitet. Og at være mor er heller ikke min identitet.
Så måske bloggen bare skal være (blive ved med at være) et sammensurium - fordi det er sådan, jeg er?
