Jeg har i de sidste par dage skrevet på et indlæg - et indlæg med en masse hurra-ord. Jeg var nemlig blevet tilbudt mit drømmejob. Alt var skønt, og jeg var så toplykkelig! Efter næsten fire år som ledig (har dog holdt to barsler undervejs) var jeg så klar til at komme i gang igen. Jeg havde været i virksomhedspraktik først, og det hele var så godt. Men det var åbenbart FOR godt til at være sandt. I hvert fald blev tilbuddet om ansættelse trukket tilbage sølle tre dage før jeg skulle være startet...
Ord kan ikke beskrive, hvordan det føles. Skuffelse, frustration og rysten-på- hovedet... Jeg forstår det stadigvæk ikke. Hvad fanden skete der lige? Hvad var det lige, der gik galt??? Der skal meget til at gøre mig paf...
Nu står jeg så her og ved hverken op eller ned. Hvad skal jeg nu? Tilbage til ledighedskøen og de skide ansøgninger, jeg har mistet troen på. Det var så dejligt at være i praktik, at have noget at stå op til hver morgen. Noget der gjorde mig glad og gav mig troen på, at hey jeg kan godt bruges til noget. Den følelse skal jeg huske at holde fast det.
Jeg har givet mig selv lov til at være ked af det i dag, én dag, så skal jeg videre. For helt ærligt og hånden på hjertet - det er jo kun et job. Der er ingen, der er syge eller døde....
I går var det ellers tæt på at gå galt: Min elskede Jakob var i et færdselsuheld. En tåbe kørte over for rødt og ramte bilen. Heldigvis var det kun bilen, der gik i stykker. Men hvis vi havde haft en billigere bil, havde udfaldet været anderledes. Og hvis Jakob havde kørt bare en anelse hurtigere, var han endt på hospitalet. Det er så skræmmende og tankevækkende, hvor hurtigt ens liv kan ændres. Hvorom alting er: så er jeg lykkelig for, at jeg stadigvæk har Jakob og ikke har et arbejde end den anden vej rundt!
