Meget kan ændre sig!

Jeg har i de sidste par dage skrevet på et indlæg - et indlæg med en masse hurra-ord. Jeg var nemlig blevet tilbudt mit drømmejob. Alt var skønt, og jeg var så toplykkelig! Efter næsten fire år som ledig (har dog holdt to barsler undervejs) var jeg så klar til at komme i gang igen. Jeg havde været i virksomhedspraktik først, og det hele var så godt. Men det var åbenbart FOR godt til at være sandt. I hvert fald blev tilbuddet om ansættelse trukket tilbage sølle tre dage før jeg skulle være startet...

Ord kan ikke beskrive, hvordan det føles. Skuffelse, frustration og rysten-på- hovedet... Jeg forstår det stadigvæk ikke. Hvad fanden skete der lige? Hvad var det lige, der gik galt??? Der skal meget til at gøre mig paf...

Nu står jeg så her og ved hverken op eller ned. Hvad skal jeg nu? Tilbage til ledighedskøen og de skide ansøgninger, jeg har mistet troen på. Det var så dejligt at være i praktik, at have noget at stå op til hver morgen. Noget der gjorde mig glad og gav mig troen på, at hey jeg kan godt bruges til noget. Den følelse skal jeg huske at holde fast det.

Jeg har givet mig selv lov til at være ked af det i dag, én dag, så skal jeg videre. For helt ærligt og hånden på hjertet - det er jo kun et job. Der er ingen, der er syge eller døde....

I går var det ellers tæt på at gå galt: Min elskede Jakob var i et færdselsuheld. En tåbe kørte over for rødt og ramte bilen. Heldigvis var det kun bilen, der gik i stykker. Men hvis vi havde haft en billigere bil, havde udfaldet været anderledes. Og hvis Jakob havde kørt bare en anelse hurtigere, var han endt på hospitalet. Det er så skræmmende og tankevækkende, hvor hurtigt ens liv kan ændres. Hvorom alting er: så er jeg lykkelig for, at jeg stadigvæk har Jakob og ikke har et arbejde end den anden vej rundt!

Oh no eller oh yes?!

Ja, det er som man tager det. Har lige puttet en meget varm og pjevset Lærke, som ingenting ville spise og som lagde sig til at sove uden balladefis. Hun havde nogle røde pletter, og lur mig om der ikke er dømt skoldkopper til hende også.

Det var jo ventet (og ønsket) for så kan vi i det mindste få det overstået eller i hvert fald godt på vej INDEN lørdag, hvor vi drager i sommerhus.

At de kære børn så igen fucker mine planer om alenetid (LÆS: kreatid) op, oh well, sådan er det vel bare at have små børn.

Jeg ved godt at den gode Lennon sagde noget i stil med: Life is what happens to you while you're busy making other plans. I min version er det mere: Life is what happens to you while your kids are changing your plans. Eller sagt på anden: Don't make plans 'cause something will always get in the way

Nå, det så er sagt, vil jeg sige: at få børn er det bedste selvudviklings- og mindfulnesskursus, der findes! Jeg har i hvert fald lært at go with the flow. Der er ingen grund til at blive sur eller ærgre sig gul og grøn over at et eller andet ikke lige blev som planlagt. Så hellere sige: oh well og få det bedste ud af det :)

(Det var dog pokkers så meget engelsk, der sneg sig ind i dette indlæg - skyldes nok at vi igen-igen har snakket om at flytte til London, og jeg derfor har mit hoved i det engelske) 

Ramt af skoldkopper, svamp og stafylokokker

Oh yes, hvorfor nøjes med en ting, når man som Frederik kan nappe tre! Han tager det heldigvis meget fint, børnepanodil er nu en god ting! Og så længe han kan se Biler, er han glad (eller så græder han i hvert fald ikke). Jeg er til gengæld ved at blive vanvittig af Lars Hjortshøjs stemme (som Bumle for de uindviede)

Nu venter vi så bare: Bliver Lærke også ramt eller???

Jeg ved godt, det er strengt at sige, men jeg håber altså, at hun også får skoldkopper, for så er det overstået, mens vi holder ferie og inden jeg skal starte på drømmepraktikken...

Jeg håber dog ikke, at det bliver lige nu, for vi drager i sommerhus på lørdag og ferien i det jyske skal gerne bruges på at afklare det store spørgsmål: Kan jeg forlade øen og flytte til fastlandet?

DM

To bogstaver som nærmest står for hele min tid som teenager :)

Underligt at tænke på at jeg for 23 år siden var til min første koncert med Depeche Mode. Og i aften skal jeg så af sted igen, med samme veninde som dengang for længe siden.

Jeg kan huske at det var en tirsdag, og for første gang pjækkede jeg fra skole (foto var bare ikke så vigtigt som muligheden for at kunne tage til København tidligere og få en god plads...) Vi fik en god plads foran scenen, og der gik selvfølgelig ikke lang tid, før vi måtte overgive os og blive trukket over hegnet. En erfaring rigere: it's jungle out there! Jeg vil dælme hellere kunne trække vejret end være tæt på stjernerne!

Nu om stunder står vi så langt bagud at vi næsten ikke kan se storskærmen. Men det er okay, for så kan vi hyggesnakke, drikke en øl og mindes de gode gamle dage :) Hånden på hjertet, så fylder DM ikke det samme i mit liv som dengang i start '90erne. Deres nyeste cd har jeg først lige købt i går, ved ikke hvorfor men jeg er altid så pokkers lang tid om at tage de nye sange til mig. Dumt, for jeg ender altid med at elske det nye. Tjek det ud på youtube :)

Jeg glæder mig så meget. Min mor kommer og passer ungerne, så jeg kan gå før puttetid og mødes med veninden til aftensmad.

Oh hvilken lykke: koncert OG mulighed for at spise uforstyrret! Det bliver en dejlig aften!

Man må aldrig gå ned på udstyr!

I to uger har min overlocker været til reparation - den gik selvfølgelig i stykker, da jeg havde allermest brug for den :-( Så jeg nåede ikke at sy de ting, jeg skulle, for at "bestå" mit seneste sykursus med et godt (og for mig selv tilfredsstillende) resultat. Virkelig træls oplevelse efter tre måneders total optur på kurset og så snubler jeg SÅ tæt på målstregen. Pis osse...

Men det er bag mig nu og jeg kigger fremad - jeg skal nemlig (efter sommerferien) i praktik et sted, hvor jeg i den grad kan få prøvet mine drømme af i forhold til at sy. Så de næste par måneder står den på syning, syning og syning. Så jeg kan være toptunet og skarp til start :D

Derfor har jeg været på forkant og fået bestilt det gear, jeg skal bruge. For jeg skal bare ikke en gang til gå ned på udstyret! Glæder mig til at få post om nogle dage, for to trykfødder til symaskinen er på vej til mig. En skråbåndsfolder og en topstikningsfod. Det skal nok blive godt!

Og nå ja, overlockeren blev hentet i lørdags, men har ikke haft tid til at teste den endnu. Livet med to små banditter giver ikke altid tid til mors kreatid...

Men jeg tager i den grad revanche - i næste uge, that is ;)

Dreams do come true

Det skal/vil være mit mantra de næste par måneder.

For.Med.Lidt.Held/Karma/Kemi.Kan.Jeg.Havne.På.Rette.Hylde.I.Mit.Absolut.Drømmejob...

Tør næsten ikke skrive det, for er så bange for jinxe det. Men for pokker hvor jeg bare trænger til lidt medvind!

38...

Så gik der endnu et år. 38 - det lyder så voksent, synes jeg. Nu er jeg vist i den kategori, som hedder "slut 30". Underligt, for jeg føler mig ikke SÅ gammel eller hvad det nu er??! Jeg er stadigvæk lige forvirret og dårlig til at træffe beslutninger. Jeg er stadigvæk i tvivl om, hvad jeg skal være, når jeg bliver stor.

Jeg har egentlig aldrig helt forstået det spørgsmål, for hvorfor handler det altid om uddannelse, arbejde og karriere - hvorfor må man ikke bare svare: glad eller tilfreds. Livet er vel mere og andet end job?!

Men apropos arbejde og karriere... så er jeg så småt klar til at lægge min uddannelse og min titel bag mig og se fremad - og så selvom det bliver til en anden (lavere) løn. Jeg vil bare gerne være glad for at gå på arbejde, og så betyder størrelsen på lønnen ikke så meget... Kan dog mærke, at jeg skal tage lidt tilløb, før jeg er klar til at sige min drøm højt (men den lever!)

Med en lavere løn i vente kan jeg passende spare nogle penge ved at lade være med at gå så meget på kaffebar. Fødselsdagsgaven var nemlig en nespresso lattissima :D

Jeg havde dog en mindre krise, da jeg fik pakken, for i et kort øjeblik troede jeg, at det var en coverlock - som jeg er ved at spare sammen til. Så skulle lige tænke mig om, inden jeg pakkede nespressoen ud, for jeg kunne jo få pengene i stedet. WHAT TO DO? Men jeg er dog glad for, at jeg valgte at beholde nespressoen. For jeg er så begejstret og imponeret over, hvor god den er! Som gammel barista har jeg ikke haft fidus til kapselkaffe, men jeg er overbevist nu.

Lige nu har jeg også nok i min symaskine og overlock, for jeg har stadigvæk ikke lært at bruge alle funktionerne endnu. I næste uge har jeg dog ferie, så der skal jeg bare være über krea!

Trænger til ferie

Øv, hvor er jeg dog træt af sygdom!

Vi lagde ud med den fantastiske mavesyge før jul.

Så kom alle mand lige på højkant til julen, dvs. fra d. 23 til d. 25, for allerede 2. juledag var den galt igen. Denne gang med almindelig influenza. Igen blev alle ramt, men mor her måtte jo stadigvæk agere serviceorgan.

Hvorfor er det at mænd får man flu og bare kan gå i seng uden at tænke på de to unger, der også er syge og sjovt nok stadigvæk skal have mad, tør mås, rent tøj og ekstra mange knus, fordi de er syge? Mystisk!

Jeg blev desværre bare ramt af den særlige woman flu, hvor man på forunderlig vis kan tage sig af afkommet før sig selv, selvom man er ved at segne. Men jeg har så opdaget, at jeg faktisk kan nå dét punkt, hvor jeg fortryder, at jeg har fået dem, og hvor jeg er klar til at sælge dem for bare en times uforstyrret søvn... Sygdom sucks! Jeg er træt af at være syg og træt af være sure mor, der råber, fordi jeg har så sindsygt ondt i hovedet :-(

På grund af sygdommen blev nytårsaften ikke så festlig: Den blev fejret på sofaen med slumretæppet, hvor jeg og kæreste Jakob endte med at falde i søvn en time før midnat til Sommer i Tyrol på DR! Happy New Year Old People siger jeg bare...

2. januar røg ungerne af sted i dagpleje, selvom de måske godt kunne have brugt en dag mere herhjemme, men altså: jeg trængte i den grad til at få sovet lidt. Så af sted de kom med hoste og snot (ikke et stolt mor øjeblik) Men de har haft det fint i dagplejen og er da ikke blevet ringet hjem.

Og bedst som jeg tænkte, at nu går det da den rigtige vej, er jeg bare blevet ramt af den ondeste forkølelse og hoste. Helt ærligt, stopper det aldrig? Jeg gider virkelig ikke mere.

Jeg synes efterhånden, at man som sygdomsramt småbørnsfamilie burde få en ferie fra det offentlige. Gerne til et varmt sted. Hvor snotbaciller ikke kan overleve.

I wish...

Nå, ungerne sov lur, så jeg må hellere gøre det samme!

Må 2013

bringe afklaring, ro og glæde med sig - det trænger jeg til!

2012 var på mange måder et møg-år. For meget uro, kaos og tvivl. 

Alt for mange ubesvarede spørgsmål: Hvor skal vi bo? Skal vi blive i en lejelejlighed, som ikke fungerer? Eller skal vi satse økonomien og købe hus? I disse krisetider? Hvorhenne? 

Hvad skal jeg egentlig arbejde med? Får jeg nogensinde et arbejde, jeg bliver glad for? Får jeg nogensinde et arbejde igen OVERHOVEDET? 

Skal vi have flere børn? Hvad med min alder? Jobsituationen? Boligsituationen? 

Og hvad med helbredet? Får Jakob nogenstille stillet en diagnose, vi kan bruge til noget? Eller skal vi bare indrette familielivet med en far/kæreste, der døjer med kroniske smerter? Og er det overhovedet holdbart at købe hus, når han har det sådan? 

Spørgsmål, spørgsmål, spørgsmål som har drevet mig til vanvid i 2012. Og det værste spørgsmål kom i slutningen af året: Mit helbred... Er de celleforandringer, jeg har fået konstateret noget at frygte,eller er de harmløse? Jeg synes sgu ikke, det er i orden, at der er mere end seks ugers ventetid på at få det afklaret. 

Så jeg håber inderligt at 2013 giver svar på det hele. Det vil være så dejligt, hvis jeg om et år kan skrive at: 

Jeg er rask (måske gravid ;-) )

Jakob har fået det bedre, har fået en diagnose og bliver smertelindret, som han skal

Vi bor i eget hus i Odense

Jeg har fået et arbejde, jeg er glad for.

Kom så 2013, bring it on!