Helt ærligt...

Hvad skete der lige? Jeg havde jo alle intentioner om, at NU skulle det være. NU skulle jeg komme i gang med denne her blog. Og så gik der lige en måned mere. Hmmm, det er jeg ikke helt tilfreds med. Syge børn, en ustabil bærbar og et liv, der flyver af sted, er vist de største årsager. Og dog, jeg har en lille tilståelse, for der er noget andet, der er kommet ind i mit liv og har hugget tiden.

TADAHHH: Hækling :-) Jeps, jeg er simpelthen blevet så bidt af den hæklenål. Endelig har jeg knækket koden og lært at hækle. Det er en stor ting i mit liv. I skolen blev jeg nemlig opgivet af håndarbejdslæreren. Som kejthåndet (venstrehåndet om jeg må be!) mente hun ikke, at jeg kunne lære det.

Flere gange har jeg forsøgt, og bevares jeg har da også fået hakket mig igennem de hæklede kanter på de trøjer, jeg har strikket. Men helt kønt har det ikke været, og jeg har godt nok haft mine kvaler med det. Jeg ved ikke, hvorfor det så lykkedes for mig denne gang. Måske fordi jeg har god tid (!) nu hvor jeg er på barsel...

Anyway, jeg har lært det, og selvom jeg so far kun kan to slags masker: luft og fast. Så er det en begyndelse, og med dem har jeg fået produceret noget legetøj til den yngste. Eller rettere: Det skulle have været til den yngste, meeen et par fejl hist og pist har ført til, at legetøjet er blevet en kende kæmpestort - mutant-agtigt, faktisk.

Men hul i det, for jeg hygger mig med det. Og dog, for der er selvfølgelig lidt malurt. Dumme mig kom i min iver og barnlige glæde til at hækle for meget -havde lige et par dage, hvor jeg næsten ikke kunne skifte ble på ungerne uden at få tårer i øjnene, så ondt gjorde det!  Så kæresten gav mig hækleforbud. Men som enhver anden misbruger mener jeg jo godt, at jeg kan styre det. Så nu er jeg blevet til en smug-hækler, skørt ;-)

Ahhh, dejligt at få skrevet lidt igen. Som jeg jo skrev i mit seneste og første indlæg (eller hedder det post her i blogland? Er endnu så ny turist her, at jeg ikke er helt fortrolig med jeres lingo) så har jeg lavet denne blog for at få gang i skriveriet igen og komme ud af eller igennem min skriveblokering. Så nu skal det altså være. Det nytter ikke noget kun at skrive en gang om måneden. Måske jeg i morgen kan lægge nogle billeder på af mutant-hækleriet... Lidt har som bekendt også ret.

Tid

Nu kan jeg altså ikke blive ved med at gå rundt om den varme grød. Jeg bliver nødt til at tage mig sammen og få skrevet det første indlæg på min første blog. Det er jo ikke fordi det skal være en sur pligt, jeg vil jo gerne. Der er bare lige det der med tiden. Den flyver, den forsvinder og den er der bare aldrig. Det er snart fire måneder siden at jeg oprettede denne blog (!)

Det var sommer, i hvert fald ifølge kalenderen, jeg var højgravid og kunne ikke sove, så jeg brugte de fleste nætter på nettet. Her opdagede jeg en ny verden, som jeg nu har lært hedder "blogland". Efter nogle nætter fik jeg lyst til selv at sætte ord på de tanker, der fylder. Og så kom jeg ikke videre. Pludselig fik jeg en slags præstationsangst, en udvidet angst for det nøgne papir. Kald det bare skriveblokering. Story of my life... Jeg elsker at skrive, men jeg hader det næsten lige så meget. Heldigvis er det kun slemt i perioder. For uden ordene kan jeg bare ikke rigtig trække vejret.

Så nu springer jeg bare ud i det. Det er og bliver ikke perfekt, men i det mindste bliver det til noget. Jeg har nu lært, at tiden bare aldrig kommer dumpende, når jeg har brug for den. Skal jeg skrive, bliver jeg nødt til at tage mig tiden til det. For som mor til pseudotvillinger på tre og 18 måneder kan jeg vist lige så godt regne med, at tid i mange år vil være en mangelvare.

Ahhh, nu er jeg i gang - skønt!