Trænger til ferie

Øv, hvor er jeg dog træt af sygdom!

Vi lagde ud med den fantastiske mavesyge før jul.

Så kom alle mand lige på højkant til julen, dvs. fra d. 23 til d. 25, for allerede 2. juledag var den galt igen. Denne gang med almindelig influenza. Igen blev alle ramt, men mor her måtte jo stadigvæk agere serviceorgan.

Hvorfor er det at mænd får man flu og bare kan gå i seng uden at tænke på de to unger, der også er syge og sjovt nok stadigvæk skal have mad, tør mås, rent tøj og ekstra mange knus, fordi de er syge? Mystisk!

Jeg blev desværre bare ramt af den særlige woman flu, hvor man på forunderlig vis kan tage sig af afkommet før sig selv, selvom man er ved at segne. Men jeg har så opdaget, at jeg faktisk kan nå dét punkt, hvor jeg fortryder, at jeg har fået dem, og hvor jeg er klar til at sælge dem for bare en times uforstyrret søvn... Sygdom sucks! Jeg er træt af at være syg og træt af være sure mor, der råber, fordi jeg har så sindsygt ondt i hovedet :-(

På grund af sygdommen blev nytårsaften ikke så festlig: Den blev fejret på sofaen med slumretæppet, hvor jeg og kæreste Jakob endte med at falde i søvn en time før midnat til Sommer i Tyrol på DR! Happy New Year Old People siger jeg bare...

2. januar røg ungerne af sted i dagpleje, selvom de måske godt kunne have brugt en dag mere herhjemme, men altså: jeg trængte i den grad til at få sovet lidt. Så af sted de kom med hoste og snot (ikke et stolt mor øjeblik) Men de har haft det fint i dagplejen og er da ikke blevet ringet hjem.

Og bedst som jeg tænkte, at nu går det da den rigtige vej, er jeg bare blevet ramt af den ondeste forkølelse og hoste. Helt ærligt, stopper det aldrig? Jeg gider virkelig ikke mere.

Jeg synes efterhånden, at man som sygdomsramt småbørnsfamilie burde få en ferie fra det offentlige. Gerne til et varmt sted. Hvor snotbaciller ikke kan overleve.

I wish...

Nå, ungerne sov lur, så jeg må hellere gøre det samme!

Må 2013

bringe afklaring, ro og glæde med sig - det trænger jeg til!

2012 var på mange måder et møg-år. For meget uro, kaos og tvivl. 

Alt for mange ubesvarede spørgsmål: Hvor skal vi bo? Skal vi blive i en lejelejlighed, som ikke fungerer? Eller skal vi satse økonomien og købe hus? I disse krisetider? Hvorhenne? 

Hvad skal jeg egentlig arbejde med? Får jeg nogensinde et arbejde, jeg bliver glad for? Får jeg nogensinde et arbejde igen OVERHOVEDET? 

Skal vi have flere børn? Hvad med min alder? Jobsituationen? Boligsituationen? 

Og hvad med helbredet? Får Jakob nogenstille stillet en diagnose, vi kan bruge til noget? Eller skal vi bare indrette familielivet med en far/kæreste, der døjer med kroniske smerter? Og er det overhovedet holdbart at købe hus, når han har det sådan? 

Spørgsmål, spørgsmål, spørgsmål som har drevet mig til vanvid i 2012. Og det værste spørgsmål kom i slutningen af året: Mit helbred... Er de celleforandringer, jeg har fået konstateret noget at frygte,eller er de harmløse? Jeg synes sgu ikke, det er i orden, at der er mere end seks ugers ventetid på at få det afklaret. 

Så jeg håber inderligt at 2013 giver svar på det hele. Det vil være så dejligt, hvis jeg om et år kan skrive at: 

Jeg er rask (måske gravid ;-) )

Jakob har fået det bedre, har fået en diagnose og bliver smertelindret, som han skal

Vi bor i eget hus i Odense

Jeg har fået et arbejde, jeg er glad for.

Kom så 2013, bring it on!