tirsdag den 21. februar 2012

Den havde jeg ikke lige set komme...

Men jeg er åbenbart blevet kendt i lokalområdet for at være hende med de små unger?! Og jeg er så også blevet hende, der bliver stoppet på gaden af gravide, der venter barn nr. 2 tæt på barn nr. 1. Måske jeg går rundt og ligner et orakel??? Synes ellers selv at jeg altid ser lettere disTRÆT ud.

Samtalen begynder som regel med, at de vil vide, hvor vi har købt vores vogn til ungerne. Den er temmelig smart, og vi ledte selv længe efter den. Og så fortæller jeg lidt om vognen og vupti lige pludselig bliver jeg spurgt om, hvordan jeg gør, når jeg ammer den lille, og den store har brug for mig? Og om jeg føler, jeg svigter den store? Jeg svarer selvfølgelig så ærligt, som jeg kan. Selvom det føles meget underligt at tale med en helt fremmede om den slags. Jeg prøver at tænke, at hun jo kunne være en veninde eller en i mødregruppen, så føles det ikke helt så grænseoverskridende.

For jeg kan godt huske, hvordan det var at være gravid anden gang, og hvor udfordrende det var at holde fast i glæden, når de negative kommentarer føg om ørerne på mig. Det udtryk af lettelse de gravide får, når jeg fortæller om, hvor godt det hele er gået, er så dejligt at se. Hvor ville jeg dog ønske, at dumme folk ville droppe deres mavesure spydigheder og bare glæde sig på den gravides vegne. Det er da for tarveligt at stjæle de gravides solskin - hmm vi burde altså have det udtryk på dansk!

Det var alt for nu - oraklet har talt ;-)


Smider lige et billede ind af vores fancysmancy vogn

ABC Design Zoom




Den er supernem at køre med, er ret kompakt og har svingbare forhjul. Den kan foldes sammen og være i bilen (kræver dog nok en stationcar...) Man kan nemt skifte mellem lift og klapvognssæde. Det eneste dårlige er regnslaget, der hører til. Det er for let og blæser af - ikke rart at få det slasket i hovedet :-( så det kræver en hjemmebrygget løsning med klemmer at få det til at sidde nogenlunde fast ØV :-( Der er stor forskel på prisen, så undersøg det nøje. Vi sparede 2000 kr. ved at købe i fysisk butik. Så nettet er ikke altid billigere. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...