torsdag den 17. november 2016

Here I go again :(

Det ser desværre temmelig meget ud til, at jeg mister mit arbejde. Suk, øv og pis! Det er så anden gang, jeg mister et job i forbindelse med graviditet og barsel - hvor uheldig har man lov til at være?

Jeg ved sgu ikke, hvad det er med mig og det arbejdsliv? Det er som om det bare ikke vil blive et lykkeligt ægteskab. Så ledighedskø, here I come. Tag godt imod hende den ufleksible med tre børn - pis altså!

lørdag den 17. september 2016

Kill your darlings

Vi har kigget efter hus i mange år.  Med lidt hurtig hovedregning må det blive til syv år, for Lærke er blevet seks og jeg var gravid med hende, da jeg begyndte at bruge hver aften på home.dk.

For snart fire år siden besluttede vi os for at vi SKULLE videre til noget andet og derfor gjorde vi INTET ved vores lejlighed. Hvorfor dog bruge tid på at male færdigt når vi alligevel skal flytte lige om lidt?!

Well, "lige om lidt" blev til år og nu er det desværre blevet til "kommer ikke til at ske". Hvilket har været helt ustyrligt hårdt for mig at acceptere... Bare tanken kan stadigvæk få mig til at miste pusten. For det føles som at få en ordentlig knytnæve lige i solar plexus. Jeg er virkelig ikke glad for at bo hvor vi bor.

Ingen forstår det. For vi har da en fin lejlighed. Og stor er den også, nå ja, vi mangler godt nok et børneværelse men ellers er den da fin.

Men jeg er ikke glad her. Jeg trænger til ro og har fået nok af at have folk over og under mig døgnet rundt. Når jeg er i lejligheden er jeg konstant på vagt og jeg er über-bevidst om hvor meget vi larmer, hvor meget børnene slås og hvor meget jeg råber. Hele tiden hvor meget og hvor lidt eller hvordan vi gør et eller andet. Det er så anstrengende at føle sig overvåget i eget hjem. Derfor har jeg i dén grad set frem til at lægge livet her i lejligheden bag mig.

Men det kommer ikke til at ske, for vi kan bare ikke få økonomien til at hænge sammen. Enten skal vi flytte så langt væk fra byen at Jakob ikke kommer til at se børnene til hverdag. Eller vi skal flytte i et hus som er mindre end lejligheden (dvs. et haveforeningshus) Skal økonomien være bedre, skal jeg tjene flere penge = arbejde flere timer = færre timer sammen med børnene i hverdagen.

Så nu kæmper jeg hver dag med at finde glæden ved at bo i en lortelejlighed mens jeg tjekker ledige job i udkants-DK for derude er husene satme billige! Jeg har set et slot (ET SLOT!!!) med havudsigt som var billigere end et småkedeligt parcelhus i Kastrup.

søndag den 11. september 2016

Børnesjov #3

Lidt flere sjove ord fra Lærkes mund.

Vi sidder ved middagsbordet, jeg fortæller om min barndom i firserne. Hvad jeg legede med. Hvortil hun udbryder: Ej, mor, hvor har du haft et hårdt liv!

En anden dag går vi tur og kommer forbi Sundby Kirke. På døren er en masse relieffer af Jesus' sidste dage. Jeg prøver efter bedste evne at forklare om biblen (det er en række fortællinger), nogle mænd pisker Jesus (fordi de ikke kan lide ham. Hvorfor? Fordi han siger han er Guds søn. Er han det? Hvis man tror på det...) Hvert svar afføder blot flere spørgsmål. På vejen hjem spørger Lærke så: Moar, var det Pegasus Guds søn hed?

Børn er sgu sjove :D

onsdag den 31. august 2016

Lortemorgen - lortemor

Hold kæft, hvor havde vi en dårlig morgen - Frederik og jeg. Hele tiden dumme konflikter. Hele tiden skulle han teste mine grænser. I dag orkede jeg bare ikke noget. Var stadigvæk dødtræt efter i går og havde ondt i ryggen.

Så jeg forvandlede mig til råbemonster-mor med øjne som lyn. Hende andre mødre kigger efter på gaden og bliver forarget over. Jeg kunne se det i deres øjne: "Stakkels dreng, hvordan er det dog, hun trækker af sted med ham!" Men altså, vi var ved at komme for sent i skole med Lærke, og jeg gad bare ikke mere pis med ham.

Hele morgenen havde han trukket tiden, gemt sig i sengen eller leget med Lego i stedet for at tage tøj på. Og ja, her ville Lola nok kunne levere et eller andet über pædagogisk råd, men glem det: Den slags preller af på drengen. Gammeldags kadaverdisciplin er vejen frem! Eneste ulempe:
Misbilligende blikke fra Speltkusserne.

Heldigvis kom kæresten hjem fra kajak i tide til at køre møgungen i børnehave, og jeg kunne sætte mig på Baresso - gav simpelthen mig selv en pause fra projekt "luk munden og flyt røven". Bedst som jeg sad med avis, kaffe og chokoladescone, ringede telefonen. Drengen var i røret med en undskyldning og et "kan vi så gå på café i eftermiddag alligevel?" Hans stemme lød så lille og fin, og jeg ville så gerne give ham et kram, at jeg var ved at tude. For jeg elsker ham jo. Og han elsker mig.

Og så var det jeg tænkte: Hvad med at vi mødre kigger på hinanden med lidt mildere øjne? At vi pakker forargelsen og fordømmelsen væk og siger: "Du er ikke alene, vi alle har sgu stået i den situation, hvor det hele brænder på, og man har lyst til at smide ungen ud med badevandet." Der er ingen af os, som ved, hvad der er gået forud, når vi møder andre mennesker på gaden eller i køen i Føtex. Jeg er en god mor 99% af tiden, så hvorfor er den sidste ene procent, jeg skal vurderes ud fra?

tirsdag den 9. august 2016

Børnesjov #2

Må hellere huske at skrive denne her ned, inden jeg glemmer den. For den er fantastisk:

Frederik og Lærke sidder ved spisebordet og taler om at de engang skal have børn, så jeg kan blive farmor og mormor. En snak de tit har. Frederik plejer at være helt med på at han en dag skal være far, men i dag nægter han. Han vil ikke have børn, han vil ikke være far. Han har haft nogle konflikter med sin far samme morgen og jeg tænker at det er derfor. Men jeg spørger ham alligevel.

Frederiks svar er uventet: Jeg vil ikke have børn, for så skal jeg kysse med en anden, og jeg vil kun kysse med dig, mor.

HAHAHA, det kan en psykolog nok få en masse ud af! Og mon ikke han om 8-10 år gerne (helst) vil kysse på andre end sin mor?






mandag den 1. august 2016

Dage som i dag #1

Orker jeg bare ikke.

Hvor jeg føler mig som en elendig mor. Eller som Frederik så fint formulerer det: Lorte fuck you mor! Drengen er ikke fyldt fem år, hvor får han de ord fra? Eller når Lærke råber: Bare gå din vej, jeg gider aldrig at se dig mere!

Jeg elsker mine børn, men der er dage, hvor jeg fantaserer om at pakke en kuffert og skride fra det hele... Jeg trænger til fem minutter timer  dage for mig selv, så jeg kan få vejret igen. Tænke en tanke fra start til slut. Ikke være nogens mor, men bare være mig.

Gad vide om andre mødre også har det sådan?

fredag den 3. juni 2016

Ugens krea #2

En hurtig status:

Gul hæklet taske: 9 (NI!) rækker hæklet på del 1. Det er simpelthen for sølle...

Andet: Lapper huller i børnetøj på kreative måder; med strygemærker, hæklede blomster og knapper.

torsdag den 26. maj 2016

Børnesjov #1

Da jeg gør rent opdager jeg en stor bussemand tværet ud på dørkarmen. Jeg ved bare at det er Frederiks værk og spørger ham hvorfor han har sat bussemanden der?

Hans svar: Men moar, nogle gange har jeg bare ikke lige lyst til at spise den med det samme! Nice...

tirsdag den 24. maj 2016

Familietiltag #1

Ved godt at det teknisk set er blevet tirsdag... men jeg er ikke gået i seng endnu, så for mig er det mandag og dermed tid til at skrive lidt om hvad jeg vil forsøge at indføre i denne uge, så familielivet kan køre lidt mere smooth.

Selvom det ikke sker hver eneste aften (langt fra!) så kan jeg se at det har en stor effekt på vores morgen, når vi får ordnet børnenes bad og madpakker aftenen før. Så so far en succes at spore med de første tiltag. Det næste bliver nok lidt vanskeligere at indføre for det involverer i højere grad børnene.

Vi har for mange konflikter med dem. Og ja, jeg ved godt at det er os de voksne som har ansvaret og skaber konflikterne (fordi vi ønsker at børnene skal agere på en bestemt måde...) Men altså, uanset ansvar så er vi trætte af det. Der bliver råbt for meget i huset. Der bliver grædt for meget (og det er ikke kun børnene!) og det skal være slut nu. For vi vil jo gerne hinanden. Børnene vil gerne være søde, vi som forældre vil gerne bare kunne være sammen med dem uden at skulle tælle til 10, sætte dem i timeout og ret ofte have lyst til at tage den ene og slå den anden med...

Vi ved ikke helt hvordan vi præcist vil gøre det, men vi vil forsøge at indføre en form for "golden star" system - et belønningssystem hvor god opførsel belønnes, fx med tvtid. Mens dårlig opførsel koster - hvad enten det så bliver stjerner, perler eller lignende vi gør det op i.

Børnene har taget godt imod det - efter to dage har de endnu ikke optjent tvtid, men det utrolige er at de ikke har brokket sig over det. Ingen skrig og skrål, bare en stille konstatering: nå ja, vi kan jo ikke se tv for vi har opført os grimt. Nøj hvor jeg håber det bliver en succes. Fingers crossed

lørdag den 21. maj 2016

Men ellers går det da meget godt eller noget...

Jeg mangler stadigvæk at finde en måde at få prioriteret bloggen her. Når hverdagen rammer med syge børn og deslige, så glemmer jeg at sætte mig ned og skrive. Det hjælper heller ikke at min pc er i udu - den lukker ned på de underligste tidspunkter fuldstændig umotiveret. Nogle gange er det hver femte minut - det bliver man altså ret ARRRGGGHHHH af.

Status på Ugens krea #1: Har ikke fået hæklet en fis på min taske - eller jo, jeg fik hæklet den første række luftmasker og så kunne jeg ikke finde et målebånd. Hele mit syhjørne er nemlig pakket ned for at lave plads til Frejas tremmeseng. Men i løbet af ugen fik jeg nok af at vente og lede så købte to nye målebånd. Man må aldrig gå ned på udstyr! Så nu er jeg klar til at komme i gang. Satser på at hækle løs så jeg kan fremvise tasken på fredag.

Freja er så småt begyndt at sove igennem så nu er tiden inde til at flytte rundt på børnenes værelser - et projekt jeg havde håbet vi kunne undgå fordi vi selvfølgelig ville være flyttet inden da... Not so much for kæresten har fået kolde fødder med hensyn til at flytte for langt væk fra byen. Han kommer ikke her fra Sjælland, så han kender ikke rigtig til de fede og mindre fede steder at bo. Sikkert derfor han den anden dag spurgte: "Hvad er der egentlig i vejen med Hundige? Hvorfor er husene så billige der?" Måske det er mine fordomme, men jeg tænkte bare: Hvad er der IKKE i vejen med Hundige?!

Må indrømme at jeg er lidt modløs omkring denne her flytning - eller rettere: jeg har mistet troen på den. For jeg har virkelig svært ved at blive begejstret over at skulle kigge på hus i Ballerup, Albertslund og Taastrup - sikkert fine steder men når man som jeg har drømt om at bo ved vandet og bygge nyt hus, hvor jeg selv kan stå for plantegningen og indretning af køkken og bad, så er det dælme svært at blive glad for HTH køkkener i 90ér stilen. Argh, jeg har bare fået nok af at bo i lejelejligheder med dårlig indretning og grimme elementer og fliser i køkken og bad.

Jeg har forresten fået en masse idéer til indlæg om børneopdragelse så nu håber jeg at jeg får tid til at skrive dem - fingers crossed!

Tid til en revideret indlægsplan:
Mandag: Familielivet (hvad vil jeg gøre for at lette hverdagen med tre børn)
Tirsdag: Børneopdragelse (hvad vi gør og hvorfor for jeg oplever desværre ret ofte at vi bliver opfattet som "strenge/onde" forældre men der er altså en mening med galskaben...)
Onsdag: Luk munden og flyt røven (hvad jeg gør for at tabe de sidste 10 freaking kilo)
Torsdag: De mest fantastiske unger (fordi mine børn siger og gør så mange sjove og skøre ting og jeg glemmer det meste, her kan det blive skrevet og husket)
Fredag: Ugens krea (fordi jeg har behov for at skabe og ikke kun flytte nullermænd)
Lørdag: Kan være ugens fridag, men kan også bruges til at få skrevet mine fødselsberetninger (jeg har nemlig haft tre vilde fødsler!)
Søndag: Siden sidst (siger vel sig selv, en opfølgning på ugen der gik)







fredag den 6. maj 2016

Ugens krea #1

Som jeg skrev om i dette indlæg, så vil jeg gerne lave et krea indlæg om ugen, hver fredag. Hvorfor lige fredag? Fordi fredag rimer på fridag - en dag hvor jeg lige kan eller rettere skal lære at lægge mor-kasketten fra mig og gøre de ting, jeg har lyst til. Og det er altså ikke vasketøj, oprydning og deslige.

Jeg elsker at være kreativ, jeg elsker at skabe, og jeg savner det så meget, at det gør ondt! Når jeg ikke får prioriteret at være kreativ, så bliver jeg sur og trist og kropumulig at være sammen med. Som en løve i et bur, som en ryger uden smøger. Jeg bliver rastløs. Det skal ændres! Jeg vil - VIL - have tid til de kreative sysler i mit liv.

Som det er lige nu og har været i meget lang tid, så køber jeg garn og stof og samler til kæmpe bunker. Mit hoved flyder over med idéer. Jeg finder DIYs på nettet og tænker: Det skal jeg lave. Det ser sjovt/fint/nemt ud. Men jeg får det aldrig lavet. Så derfor tænker jeg, at jeg skal blive bedre til at planlægge min kreatid, fx skal jeg give mig selv nogle konkrete opgaver. Og jeg skal skrive om det her, for så forpligter det jo... Idéerne skal ud, og bunkerne skal omsættes til lækre trøjer, tasker og tøj til mig og mine unger.

Mit hækleprojekt for den kommende weekend/uge bliver denne taske, som jeg har spottet på bloggen Kreamania.dk. Jeg har også valgt den samme gule farve. For den er så fin og smager af sommer. Peruvian Highland Wool i farven 223. Købt hos Rasmilla Garn & Strik her på Amager.

Så håber jeg bare, at jeg kan finde den hank, som jeg på et tidspunkt klippede af en lædertaske, inden den blev kasseret. Med mindre den er blevet smidt ud i et anfald af oprydningsiver. I hope not!

Jeg glæder mig så meget til at komme i gang. Og forhåbentlig kan jeg næste fredag stolt vise den frem.

torsdag den 5. maj 2016

Helt simpelt: Hvad koster det?!

En ting jeg virkelig (allerede?!) er træt af i forbindelse med projekt "byg selv hus" er: At det skal være så svært, ja nærmest umuligt at få oplyst PRISEN på huset. Grundprisen er der styr på. Men selve huset? Den store del af projektet! Nope, den skal man dælme lede længe efter. Sjovt nok er mange lige netop i gang med at "opdatere" deres prisliste, men den bliver tilgængelig senere...

 Ja ja, jeg forstår da godt, at det kan være vanskeligt at oplyse den præcise pris, for det afhænger af mange faktorer (blah blah blah) men det må da være muligt at lave et bud, en cirka pris. Taler vi en eller tre millioner?

Vi har desværre ikke en uudtømmelig kilde af penge i baghaven (if only), så den pris har vi brug for at vide, før vi kan beslutte: om vi bare skal blive i drømmeland, eller om vi rent faktisk kan begynde at planlægge noget.

Så helt simpelt: Hvad koster det?

tirsdag den 3. maj 2016

Tøhø, det gik da supergodt med den plan

Af en eller anden grund har jeg tit et lille stykke omkvæd kørende på repeat i hovedet: "Så gik der tid med det. Vi fik noget at bruge tiden til." Sangen handler vist om et forlist forhold, men for pokker hvor den også rammer plet i mit frustreret liv som husmor! For sådan føles mit liv ofte. Desværre. Så gik der tid med det. Tid med de kedelig ting. Med opvask, vasketøj, indkøb, rengøring. Ting jeg egentlig ikke gider. Argh! Gad vide om andre også har det sådan med voksenlivets pligter, eller hvad vi nu skal kalde det.

Jeg kan ikke huske, at jeg sagde ja til denne arbejdslejr. Hvornår var det lige, jeg sagde ja til at skulle være hende den kedelige og ansvarlige, som gør rent og vasker tøj i stedet for at gå til koncert eller i biografen? Var det, da jeg fik børn?

Jeg savner at have tid til at gøre de ting, som gør mig glad. Fx at være kreativ. Det er godt nok længe siden, jeg har haft symaskinerne fremme. Jeg har stadigvæk ikke fået færdiggjort den sparkedragt, jeg strikkede til Freja, FØR hun blev født. Nu bliver hun snart seks måneder og kan sikkert ikke passe den mere.

Jeg savner tid til at være sammen med ungerne - ender for ofte med at være trælsemor, som liiige skal sætte vasketøj over/hænge tøj op/lægge tøj sammen og på plads eller  liiiige skal fylde/tømme opvaskeren, før jeg kan læse en bog/spille et spil eller bare sætte mig ned og spise sammen med dem. Sådan skal det ikke være. Det gider jeg ikke. Det orker jeg ikke. Derfor er vi begyndt at kigge på, hvordan vi kan ændre vores liv. Som i virkelig "ændre vores liv".

Men at flytte væk fra byen og ud på landet (næsten da) har så vist sig heller ikke at være så lige til. Men håbet er jo lysegrønt, drømmen er levende, og jeg har egentlig fundet noget, jeg virkelig ønsker og gerne vil kæmpe for.

Så den der plan for blogindlæg, jeg lavede for snart tre måneder siden (tøhø). Den giver jeg ikke op på. Den bliver bare lige udvidet med indlæg om flytning, huskøb kontra husbyg

tirsdag den 9. februar 2016

Køreplanen for det hele og mandagsfokus

Der skal være en plan, ellers går det ikke!

For at få denne blog i gang så har jeg brug for en plan. Det der med bare at tage tingene på må og få som de kommer, skrive indlæg når jeg får tid -  det virker ikke. Det har det ligesom ikke gjort i fem år eller deromkring, så tid til at gøre noget andet tænker jeg. Det sjove er jo, at jeg i arbejdssammenhænge har styr på tingene, fået lavet planer og løst opgaverne til deadline. Kort sagt: jeg er frk. überplanlægger. Mens herhjemme i privaten: not so much... Så nu vil jeg prøve at tage arbejdskasketten på både i familielivet og her på bloggen.  

Derfor har jeg lavet en plan for indlæg. Forskellige dage med forskellige temaer. Det skal nok blive godt eller i hvert fald bedre, end det har været (hvilket så ikke siger så meget... hmm hø hø host host!)

Mandag bliver fokus på familielivet-dagen. Jeg gider nemlig ikke bruge mandag som "start på ny uge og start på slankekur"-dag, i stedet skal det være "start på de fantastiske rutiner så familielivet virkelig spiller og jeg ikke føler mit liv er en lang arbejdslejr!"-dag.
Efter næsten hver weekend er jeg færdig som i FULDSTÆNDIG drænet for energi. Og jeg glæder mig I DEN GRAD til at sende børnene i børnehaven mandag morgen. Så vil jeg ikke have det. Jeg har ikke fået børn for at være så træt hele tiden. Men for pokker hvor er der bare meget vasketøj, rod og snavs med tre børn! Det skal ændres. Jeg ved ikke helt hvordan endnu. Men det SKAL ændres. For min skyld og for børnenes. Så mandag er dagen, hvor jeg finder et lille hjørne af hverdagslivet, som jeg kan sætte fokus på og ændre til det bedre.

I denne uge handler det om at få en bedre morgenrutine på plads. Og sjovt nok begynder morgenen allerede aftenen før. Der skal smøres madpakker efter aftensmaden - ikke efter morgenmaden eller mens børnene spiser morgenmad, for jeg vil have tid til at spise sammen med dem. Bad sker også aftenen før. Allerhelst vil jeg ind i en rytme med, at børnene vælger deres tøj aftenen før og lægger det frem. Så slipper vi også for det drama om morgenen. Jeg ved godt, at de her ting synes så små og absolut overkommelige, at det virker latterligt at skrive dem. Men når man som jeg er så segnefærdig efter aftensmaden, så er det sgu meget at lægge flere opgaver ind her. Jeg bilder dog mig selv ind, at det nok skal være indsatsen værd. Hvem ved, hvis vi begynder at få supergode morgener, kan det jo være, at jeg ikke er så træt om aftenen? Ja ja, jeg har vel lov at håbe.

For lige at runde min plan for indlæg fint af, så bliver onsdag dagen, hvor jeg har fokus på kroppen - gider ikke at bruge ordet slankekur - for så længe jeg ammer, må jeg jo ikke gå på kur. Men noget skal der alligevel ske, for jeg er træt af ikke at føle mig hjemme i min krop... Fredag bliver krea-dagen, for jeg savner at bruge den side af mig selv. Søndag bliver "tilbageblik" eller ugen der gik. Hvordan gik det med familielivet, med kroppen og med kreatiden?

Skulle jeg få tid og lyst til at lave et indlæg helt spontant, så kaster jeg dem ind på de ledige dage. Det skal nok blive godt!

søndag den 7. februar 2016

Skal eller skal ikke?

Denne her blog... den kommer bare aldrig rigtig i gang. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg har en masse tanker og idéer til indlæg, men det bliver som regel ved netop det: tanker og indlæg!

Jeg skal blive bedre til at sætte tid af til at skrive. Eller måske skal jeg bare blive bedre til at acceptere de hurtige indlæg, som måske ikke helt er så gennemtænkte og gennemrettede? Det er bare svært, når man som jeg har brugt en stor del af sit liv på uddannelse inden for målrettet formidling og massekommunikation. Så skal det hele være så skarpt og uden fejl for ellers er det jo flovt! Eller er det? Når jeg selv læser blogs, så lægger jeg sgu da aldrig mærke til slåfejl og manglende tegnsætning. Hvorfor tror jeg så, at jeg selv skal være så perfekt og uden fejl. Er det perfekte ikke bare kedeligt?

Hmm... what to do now? Nedlægge bloggen helt eller give den et sidste forsøg? Et andet problem (ud over den manglende tid) er at jeg hele tiden har været i tvivl om, hvad jeg vil med bloggen. Hvad vil jeg lægge vægt på? Fokus? Igen er jeg tilbage ved det, jeg har lært om vigtigheden af målrettet kommunikation. Bloggen blev jo i sin tid født, fordi jeg var så træt af hele tiden at skulle forklare/forsvare, at vi fik to børn tæt på hinanden -pseudotvillinger. Deraf navnet på bloggen, pseudomor. Men som jeg har skrevet om andensteds, så var tid virkelig en mangelvare med to små børn, og når jeg endelig havde lidt tid for mig selv, gad jeg ærligt talt ikke skrive om mig selv og min hverdag med børn, så ville jeg hellere læse om andres liv og alle de ting, de havde tid til. Fx at sy som jeg selv savnede.

Jeg var også uden arbejde i lang tid. Det gad jeg ikke skrive om, for så deprimerende læsning skal ingen udsættes for. Så nu sidder jeg så og tænker: Måske skal denne her blog bare handle om alt. Alt jeg synes om. Alt jeg tænker. Om de kreative sysler jeg elsker og aldrig har nok tid til: sy, strikke, hækle. Om at være mor til tre og at have lyst til endnu flere... Om at være 40 og stadigvæk ikke vide, hvad jeg vil være, når jeg bliver rigtig voksen!

Om at være Anette med alt hvad det indebærer...
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...