Uden børn og uden kæreste - må man godt det? Da vi skulle hente børnene i søndags, sad jeg i bilen og tænkte: "Jeg har overhovedet ikke savnet dem". Altså: OVERHOVEDET ikke savnet dem. For min skyld kunne de være blevet en nat mere hos mormor og morfar. Selvfølgelig var det skønt at se dem igen, Frederik lyste helt op, da han så mig, hvilket fik moderhjertet til at smelte. Lærke var selvfølgelig sur og lagde ud med at slå mig. Senere måtte jeg dog kysse og kramme hende vildt meget, noget hun ellers er begyndt at sige nej til.
Men altså, et døgn uden børn har givet mig blod på tanden. Mere vil som bekendt have mere. Jeg nåede lige at finde lidt ind til hende Anette, som kun skal tænke på, hvad hun selv har lyst til at lave. Og jeg kan konstatere, at jeg savner hende.
Så nu tænker jeg bare: Der må da kunne blive plads til en friweekend til mig. Bare sådan en lille smuttur til London, hvor jeg skal shoppe, drikke kaffe og gense alle mine gamle favoritsteder. Jeg har ikke været i London siden 2009, og det var sammen med Jakob, så det gælder ikke. Han var ikke begejstret for byen og sammenlignede den hele tiden med Paris, som vi havde besøgt nogle måneder tidligere. Så jeg savner en Londontur enten alene eller sammen med en anden "London lover" som mig.
Foran mig har jeg tre ugers ferie med kæreste og børn... Det skal nok blive hyggeligt, hvis vi husker det! Jeg er bange for, at det ender som sidste år. En sommerferie med praktiske gøremål i lejlighed og en kæreste, der skal se alle etaper af touren :-/ I år tilsat regnvejr og børn, der bliver skøre i hovedet, fordi vi hele tiden er i lejligheden. Vi skal bare i den grad huske at komme ud og lave et eller andet...
