Nu kan jeg altså ikke blive ved med at gå rundt om den varme grød. Jeg bliver nødt til at tage mig sammen og få skrevet det første indlæg på min første blog. Det er jo ikke fordi det skal være en sur pligt, jeg vil jo gerne. Der er bare lige det der med tiden. Den flyver, den forsvinder og den er der bare aldrig. Det er snart fire måneder siden at jeg oprettede denne blog (!)
Det var sommer, i hvert fald ifølge kalenderen, jeg var højgravid og kunne ikke sove, så jeg brugte de fleste nætter på nettet. Her opdagede jeg en ny verden, som jeg nu har lært hedder "blogland". Efter nogle nætter fik jeg lyst til selv at sætte ord på de tanker, der fylder. Og så kom jeg ikke videre. Pludselig fik jeg en slags præstationsangst, en udvidet angst for det nøgne papir. Kald det bare skriveblokering. Story of my life... Jeg elsker at skrive, men jeg hader det næsten lige så meget. Heldigvis er det kun slemt i perioder. For uden ordene kan jeg bare ikke rigtig trække vejret.
Så nu springer jeg bare ud i det. Det er og bliver ikke perfekt, men i det mindste bliver det til noget. Jeg har nu lært, at tiden bare aldrig kommer dumpende, når jeg har brug for den. Skal jeg skrive, bliver jeg nødt til at tage mig tiden til det. For som mor til pseudotvillinger på tre og 18 måneder kan jeg vist lige så godt regne med, at tid i mange år vil være en mangelvare.
Ahhh, nu er jeg i gang - skønt!
