Helt utroligt og underligt at tænke på: Min lille dreng er slet ikke så lille mere. Han er ved at blive stor, han lærer hele tiden nye ting, og ja, det er stadigvæk spændende at følge, selvom det er barn nummer to ;-)
Og at tænke sig: Da Lærke var samme alder, var hun allerede storesøster... Faktisk blev hun storesøster, da hun var 14 måneder og tre uger, men who's counting?
Hvilket bringer mig frem til en tanke, jeg vender og drejer i disse dage: Skal vi virkelig "kun" have to børn? Jeg har altid tænkt at jeg da som minimum skulle have tre børn, jeg er jo selv nummer tre i flokken, det samme er Jakob. Tænk hvis vores forældre kun havde fået to børn, så var Jakob og jeg ikke kommet til verden, det samme med Lærke og Frederik - så skylder vi ikke universet og "det 3. barn" at give det en chance... Sjovt nok preller det argument fuldstændig af på Jakob. So what to do now?
Og hvornår vil det så i givet fald være det rigtige tidspunkt med et barn mere? For jeg synes jo, at der vil være en stor aldersforskel, hvis Frederik bliver tæt på tre år og Lærke fire år, før der kommer en lillesøster/bror - men det er vel "ulempen" ved at have pseudotvillinger ;-)
Måske jeg bare skal lade den ligge i et stykke tid og satse på, at det hele falder på plads af sig selv. Jeg har jo efterhånden erfaret, at de største ting her i livet sker, når jeg ikke tænker så meget over det hele.
