Hold kæft, hvor havde vi en dårlig morgen - Frederik og jeg. Hele tiden dumme konflikter. Hele tiden skulle han teste mine grænser. I dag orkede jeg bare ikke noget. Var stadigvæk dødtræt efter i går og havde ondt i ryggen.
Så jeg forvandlede mig til råbemonster-mor med øjne som lyn. Hende andre mødre kigger efter på gaden og bliver forarget over. Jeg kunne se det i deres øjne: "Stakkels dreng, hvordan er det dog, hun trækker af sted med ham!" Men altså, vi var ved at komme for sent i skole med Lærke, og jeg gad bare ikke mere pis med ham.
Hele morgenen havde han trukket tiden, gemt sig i sengen eller leget med Lego i stedet for at tage tøj på. Og ja, her ville Lola nok kunne levere et eller andet über pædagogisk råd, men glem det: Den slags preller af på drengen. Gammeldags kadaverdisciplin er vejen frem! Eneste ulempe:
Misbilligende blikke fra Speltkusserne.
Heldigvis kom kæresten hjem fra kajak i tide til at køre møgungen i børnehave, og jeg kunne sætte mig på Baresso - gav simpelthen mig selv en pause fra projekt "luk munden og flyt røven". Bedst som jeg sad med avis, kaffe og chokoladescone, ringede telefonen. Drengen var i røret med en undskyldning og et "kan vi så gå på café i eftermiddag alligevel?" Hans stemme lød så lille og fin, og jeg ville så gerne give ham et kram, at jeg var ved at tude. For jeg elsker ham jo. Og han elsker mig.
Og så var det jeg tænkte: Hvad med at vi mødre kigger på hinanden med lidt mildere øjne? At vi pakker forargelsen og fordømmelsen væk og siger: "Du er ikke alene, vi alle har sgu stået i den situation, hvor det hele brænder på, og man har lyst til at smide ungen ud med badevandet." Der er ingen af os, som ved, hvad der er gået forud, når vi møder andre mennesker på gaden eller i køen i Føtex. Jeg er en god mor 99% af tiden, så hvorfor er den sidste ene procent, jeg skal vurderes ud fra?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar